Crossfit tur-retur

Screenshot_2015-12-06-10-06-21

Det er over 2½ år siden, jeg stoppede med at dyrke crossfit på absolut motionsniveau. En stor del af årsagen er uddybet i et tidligere indlæg, hvor jeg fandt ud af, hvordan min personlighed spiller ind i min tilgang til træning. En resterende del af årsagen er nok bare, at livet skete. Jeg gav slip, og jeg fandt ro og luft i at give slip.

Men helt villig til at klippe linen har jeg alligevel ikke været. Jeg synes jo stadig, at crossfit er en fascinerende og inspirerende motionsform, selvom den virkelig presser og overskrider mine grænser.

Så jeg gemte mit medlemskort i skuffen med et “ikke nu, men måske en dag”. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at smide kortet ud, selvom jeg ofte tænkte, at det nok var på tide.

I sidste måned aktiverede jeg det så igen.

Det føltes fandeme godt, men det satte også en del af de gamle tanker i bevægelse igen. Den der frygt/bekymring/nervøsitet. Over at være på usikker grund. Over at det lille, sorte medlemskort er lig med mig 100 fucking lysår fra min comfort zone. Mig der igen skal være i følelsen af at være dårlig til noget. Og være dårlig til det længe og gennem mange reps.

For ikke at snakke om alt det forbandede løberi.

Men så sætter jeg nogle skiver på vægtstangen, tager låsegreb og løfter. Eller jeg kører et superset, hvor krop og hjerne enes om “kan. ikke. mere”, mens begge alligevel kommer igennem det. Eller jeg mærker, når teknikken sidder i skabet i en perfekt gentagelse efter 10, der føles som pure lort.

Følelsen i det og bagefter det er så tilfredsstillende, at jeg automatisk står fem centimeter højere og er noget så selvfed resten af dagen.

Nogle gange er frygt og usikkerhed et klart signal om, at du skal fjerne dig fra en situation eller tilstand. Andre gange er det et tegn på, at du skal sætte dig ned midt i ubehaget og blive, indtil du har lært det, du ubevidst har brug for. Indtil du har rykket dig.

Kære crossfit. Jeg har savnet dig, men jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med dig.

Stærk og veldrejet

hulkcollage

D. 27. august udkommer henholdsvis første og anden bogudgivelse fra Team Hulk Danmark – aka Jacob Søndergaard og Anna Bogdanova.

“Veldrejet” er som nævnt Annas anden bog, som skal bygge videre på succesen med “Skyhøj Forbrænding”, mens “Træn som en mand” er næste skridt for Jacob, efter han coachede en håndfuld jyske håndværkere ind i familien Danmarks tv-hjerter i DR-serien “Rigtige mænd”.

Jeg glæder mig til at læse begge bøger og sammenligne programmer, ernæringsoplæg og ikke mindst kommunikationsstrategier.

Der hersker vist ingen tvivl om, at Anna Bogdanova alene brander sig på at hjælpe kvinder. Visuelt og kommunikativt. Støttende, forstående, uden flig af hard talk og masser af kram og varme. Det er meget feminint hele vejen rundt. Coveret til den nye bog understreger da også, at her er ikke noget at komme efter for mænd.

“Træn som en mand” udstråler det modsatte, men selvom Bogdanova og Søndergaard hver især henvender sig til klart optegne kundesegmenter, formår “Træn som en mand”-forsiden og bogens beskrivelse nu stadig at tiltrække mig.

Her vil helt sikkert være viden og guldkorn at hente – også for kvinder. Især kvinder, der som jeg, godt kan lide den måde mænd overdrager deres budskaber og råd om træning og kost på.

Jeg kender efterhånden Annas programmer og strategier ud og ind. Derfor er jeg spændt på, hvad der vil være af nyt for mig i “Veldrejet”. Jeg tvivler dog ikke på, at begge bøger vil gøre mig klogere. Det er nu engang de to træningsnørders helt store force. Hvordan de med stor passion og tilstedeværelse forsøger ikke kun at gøre os allesammen slankere, stærkere og sundere, men mest af alt tør at læsse videnskab og teori ovenpå, så resultatet bliver langt mere end hjernedøde “Tab 5 kilo på 3 uger” eller “Sådan punktslanker du dig til drømmekroppen”.

“Træn som en mand” og “Veldrejet” udkommer på Politikens Forlag, og du kan læse et uddrag af Annas bog via nedenstående link.

Du kan også med lækre rabatter forudbestille bøgerne på Plusbog. Her koster “Veldrejet” og “Træn som en mand” henholdsvis kroner 99,- og 149,- med et plusmedlemskab. Medlemskabet er gratis den første uge, og du kan afmelde det så snart, du har bestilt bøgerne.

På udgivelsesdagen kan du desuden møde forfatterne til reception, foredrag og Q & A i forbindelse med Copenhagen Health Week. Det sker i Idrætshuset i DGI-byen fra kl. 17-20.

Pssst! Det er gratis, hvis du i forvejen har billet til Copenhagen Health Week. Skynd dig at finde din billet her.

bogrelease

Musik der saboterer din træning

I virkeligheden giver det sig selv så meget, at der ikke burde være grund til også at bevise det videnskabeligt, men selvfølgelig er der forsket i det – musik som træningsmakker/motivator/drivkraft/præstationsfremmende hjælpende hånd. Og forskning viser, ikke overraskende, at musik øger træningsudbyttet.

Musik har båret mig igennem mange crossfit WOD’s. Et velplaceret skud Metallica, Rammstein eller Rage Against The Machine skal ikke undervurderes, når du står og græder over din burpee nummer otte i en AMRAP fra helvede. Musik har lokket flere kilometer ud af mine ben på et løbebånd eller en spinningcykel, end noget andet kunne. Musik har gjort ensomme hjemmetræninger mere livlige og overkommelige.

Musik løfter mig, hjælper mig til at ignorere hjernen, når den siger, “du klarer det aldrig”, driver mig til at øge intensiteten, holder mit fokus længere.

Altså, det vil sige, når musik ikke saboterer min træning.

Effektiv træningsmusik, for mig, er musik uden mange umiddelbare minder. Det skal være aggressivt eller catchy, gerne simpelt med repetitive, tunge rytmer/riffs. Det skal få mig til at føle noget (til en grænse), men ikke tænke ret meget udover: “FEDT nummer! GO!”

Fx har den gamle, forsømte numetal-sektion blandt ungerne (mine cd’er/vinylplader – it’s a geek thing) fået en revival i forbindelse med træning. Korn, Coal Chamber og Soulfly fungerer bare godt med swings og roning. For ikke at snakke om Fear Factory og Pantera. Eller 90’er (euro)dance. Snap!, C & C Music Factory, 2 Unlimited.

Men når musikken bliver den tand for god med for mange minder og følelser indblandet, så ryger træningslysten fuldstændig. Det gør den også, hvis musikken er virkelig malplaceret. Jeg har engang crossfittet til The Cure, Bob Marley og stenet ambient, og det virker IKKE, kan jeg afsløre.

I dag tænkte jeg, at et af de nye numre fra Muse’s kommende plade ville være skidefedt at ro til. Skulle lige genhøre det på Youtube for sådan at tjekke, om tanken nu også holdt.

Så forsvandt der fire timer på Youtube og begravet i min pladesamling. Jeg kom aldrig op på romaskinen.

Fordi så var der lige det der nummer, fra den første plade, der lidt var skrevet til mig,



eller hvad med det fra opfølgeren,



hvad med det år på Grøn scene sammen med de helt rigtige mennesker, og hvorfor fanden var jeg ikke med til den her koncert,



kunne man egentlig ikke alligevel træne til den her,



i hvert fald ikke den her; for meget lyst til at drikke øl og råbe,

var hele den sjette plade nu også så dårlig?



Hvor mange gange har jeg egentlig set dem, skal jeg forudbestille den nye på vinyl, og er de stadig ikke en endagsbillet til Roskilde værd?

Hvilken musik saboterer din træning? 🙂

Drik eller planten dør!

Så det der med at drikke vand, det kører stadig ikke.

Nej, faktisk er det blevet et par dl bedre, men hold da op, hvor er der plads til behov for forbedringer.

Level sgu da lige op, menneske!

Nu har jeg fået en plante, som måske bliver til en blomst, men hvad ved jeg. Det er ikke mig med de grønne fingre.

Min plante er virtuel, hvilket måske tjener den bedst, da mine fem ægte, semi-levende planter, som gæster har insisteret på at forære mig, har det hårdt. Og tørt.

Jeg har prøvet at oppe vandindtagelsen før ved hjælp af smarte apps, men det var måske for statistik- og talpræget, for først røg lyden, så røg notifikationerne, og så røg appen. Og jeg var stadig lige dehydreret.

Men så forelog en af pigerne i min Whole30-gruppe, at jeg skulle downloade Plant Nanny. Og efter de indledende “åh, endnu en hjælpeinstans, som ikke gør mig tørstig”, opdagede jeg, at Plant Nanny er mere a la et spil. Et med med nuttede figurer, mulighed for at pimpe skjulerne (og planten) og frem for alt – et der er virkelig, virkelig ukompliceret.

plant-nanny5-8-13 (9)

Hvis du ikke drikker, så dør planten. Med gråt ansigt, kryds for øjne og mund….jamen, den vitterligt hænger komplet smadret ud over kanten på skjuleren, så det stikker lidt i hjertet.

Indtil videre er min plante død fem gange, men hey, jeg var ikke helt upåvirket af det. Det var sgu lidt trist. Så jeg giver det faktisk en større skalle, end jeg ville, hvis ikke jeg havde en app, hvor den nuttede plante Globox (platformspillere fanger referencen) kreperer, når jeg ikke bunder.

Appen er gratis og fås til både IOS og android. Du kan tilføje og gemme forskellige størrelser på glas, alt efter hvor meget du normalt drikker til fx måltider, og den udregner automatisk, hvor meget vand, du optimalt bør drikke om dagen i forhold til din vægt og aktivitestniveau.

tumblr_nj07hqGhCp1u6gekyo1_500

Notifikationerne er også til at forstå. Jeg har ikke overraskende fået den her smidt i synet et par gange:


“Your plant is DYING! It will die tomorrow if you keep drinking insufficient water.”



Ja, den svider mere, end man lige tror. Det er vel grænser for, hvor meget plantedød man ene menneske kan rumme at være ansvarlig for.

plant

Det er aldrig “bare” mad

Det er forhåbentlig de færreste som har et 100 % nøgternt og distanceret syn på mad. For mad er så meget mere end sammensætning af mikro- og makronæringsstoffer. Mad er først og fremmest næring, ja, men mad er i høj grad også minder, sanseoplevelser og følelser på godt og ondt.

Jeg vil nødig lande der, hvor det at spise kun handler om at fodre kroppen med brændstof, men samtidig vil jeg også gerne undgå at få for mange følelser og tanker indblandet. At spise bør være en naturlig del af ens hverdag – uden for mange stykker baggage på slæb.

Men for rigtig mange eller vel egentlig for de fleste er baggagen der. Og den behøver ikke at være tung eller svær at bakse med. Den kan ligeså godt være fyldt med hyggelige og trygge minder om en bestemt ret, spist i en bestemt situation, i et bestemt selskab, et bestemt sted.

Mit forhold til mad er ikke uden hurdler. Det er et forhold med op- og nedture, som er meget præget af, hvordan jeg har det, og hvad der sker i mit liv.

At spise bliver kompliceret for mig, når jeg spiser foran/omkring andre. Fremmede, men også folk jeg ikke kender så godt, ikke er tryg ved. Det har været langt værre, end det er idag, men der er stadig blokeringer, som titter frem ventet og uventet.

Essensen er, at jeg ikke kan lidt at spise grimt, eller spise på en måde, som gør, at jeg føler, jeg tiltrækker opmærksomhed. Jeg kan låse helt fast, hvis jeg opdager, at andre bemærker eller ser på mig, når jeg spiser. Også selvom det er et utilsigtet øjekast. Jeg undgår konsekvent retter eller fødevarer, jeg ved, man ikke kan spise “pænt”. Spaghetti, burgere (med hænderne), sharwarma, pitabrød, salat, sandwich, rundstykker, vaffelis. Fx. Ting, du ikke kan undgå at svine med eller miste kontrollen over. På restaurant – på festival – på gaden – hjemme hos folk, jeg ikke kender og føler mig tilpas med.

Jeg kan huske flere restaurantbesøg med familie, da jeg var teenager og yngre, hvor min mor fik det rimelig stramt med mig, fordi jeg pludselig nægtede at spise. Og ikke kunne/ville forklare hvorfor.

Jeg kan huske mange festivaller med kærester, hvor de har trukket mig fra bod til bod for at få mig til at spise noget, men hvor jeg borede hælene dybere og dybere i jorden, jo flere pasta- og burgerboder jeg blev placeret foran. På festival har jeg altid nok penge til øl og drinks, fordi jeg som regel lever af krydderboller, suppe eller yoghurt. Det der med lige at sætte sig midt i det hele med en tallerken mad? Jamen, hvordan gør folk det?!

Jeg kan huske arrangementer fra utallige steder, hvor jeg har planlagt og kalkuleret med, hvad jeg bedst kunne spise, hvor meget jeg acceptabelt set kunne spise, inden jeg smed resten ud, hvordan jeg skulle forklare, at jeg ikke ville have mad.

Jeg kan huske så mange variationer af svar på det samme spørgsmål: “skal du ikke have noget at spise?”.

Det er så almindeligt for mig, at jeg næsten kan sidestille det med “jeg kan ikke lide edderkopper”, selvom jeg godt ved, sådan ser andre ikke på det. Gennem årene har jeg lært at omgå hurdlerne eller så at sige spise mig omkring dem ved hjælp af små tricks.

Når jeg spiser ude, er det underforstået, at jeg aldrig bestiller eller vælger retter, som kan kategoriseres under “grim spisning”. Derudover vælger jeg oftest sædet med ryggen til resten af rummet. Hvis jeg mærker en blokering under opbygning, koncentrerer jeg mig ekstra om selskabet, jeg er i. Eller maden. Alt, der drager fokus væk fra omgivelserne. Jeg er bedre til at spise i udlandet end herhjemme.

Jeg undgår kantiner. Jeg hader overfyldte kantiner, hvor man ikke kan planlægge, hvor man skal sidde, eller hvor man står i kø til maden. Jeg synes ofte, at det at stå i kø til mad er ydmygende. For alle.

Større fester, hvor man kender to mennesker, og der er flere retters menu eller buffet? Jeg bliver træt bare ved tanken.

Jeg stopper sjældent til aldrig impulsivt ved en tilfældig cafe for lige at spise en sandwich. For at drikke en kop kaffe? Altid. Men kommer mad ind i billedet bliver så mange aspekter af det cafebesøg pludselig vigtige. Hvor mange mennesker der er, stemningen, pladsen, køerne, menukortet, og hvor jeg kan sidde.

Blokeringerne kan også opstå, hvis jeg skal handle dagligvarer, men det er heldigvis absolut sjældent.

Der er gode tidspunkter og knap så gode. Der hvor jeg bare smider en facade op, er voksen og kommer igennem det. Eller der hvor jeg bliver hjemme og går glip af noget. Det er en pris at betale, som jeg da ærgrer mig over.

Jeg kan sagtens mærke, når jeg spejler mig i andre, at mine forbehold overfor noget så simpelt som at spise en burger, er fjollede. Herregud. Jeg kan godt blive irriteret over, at jeg tit hæmmes socialt af mine hurdler, men det er også en del af at være mig, som jeg håndterer, så godt jeg kan. En del af mig jeg forsøger at arbejde med, men i ligeså høj grad at acceptere.

Jeg ved godt, hvordan og hvornår mit forhold til det at spise stoppede med at være afslappet. Det begyndte i min barndom og blev forstærket i teenageårene, hvor jeg virkelig blev selvkritisk.
Min far og jeg har mildest talt aldrig været gode venner, og det var ham som først gjorde mig bevidst om, at man kunne spise grimt.

Det gik ham på, hvis jeg spiste (efter hans definition) højlydt. Hvis jeg fx smaskede, glemte at lukke munden, knasede en gulerod, mens vi så film, spildte. Jeg irriterede med min måde at spise på, og han viste det med udtryk og kropssprog eller sagde det højt. Vitterligt banale ting, som alligevel kunne udvikle sig til noget større, da jeg nåede 9. klasse og gymnasiet. Og siden da har jeg været mest afslappet, når jeg spiser alene eller med personer, jeg er tryg ved. De kan tælles på en hånd. Jeg har i årevis nydt at spise alene. Roen, trygheden. Idag skal jeg faktisk passe på, når jeg spiser alene, fordi jeg bliver så afslappet, at jeg let kommer til at overspise. Jeg kan slippe hæmningerne.

Min barndom har hverken været bedre eller værre end andres. Din barndom er med til at forme dig, ja, men du udvikler dig gennem hele livet. Og en mellemsum fra barndommen er ikke dit slutfacit.

De nyeste tal, jeg kan finde fra Sundhedsstyrelsen, fortæller, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. 31.500 af de kvinder tvangsspiser eller overspiser. Dertil kommer alle de kvinder, som ikke florerer i statistikken. Kvinder, der enten ikke er klar over, de har en forstyrrelse, eller som ikke søger hjælp. Og så er der alle de afarter af de mere officielle spiseforstyrrelser, som ikke kan sættes i en fiks kasse. Forskellige gradbøjninger af det komplicerede forhold til det at spise.

Når jeg ser de officielle tal og overvejer, hvor mange der udenfor statistikkerne har et indviklet forhold til mad, så ved jeg ikke, om vi er på vej i den rigtige eller forkerte retning.

For mad bliver mere og mere kompliceret. Fluekneppet til det mindste næringsstof. Noget du kan fejle med, når du bryder din diæt, eller når du ikke rammer dagens perfekte mængde af proteiner. Noget du skal skamme dig over, når du sagtens kan spise en hel pose Sourcream & Onion chips, mens din veninde højlydt siger, hun får kvalme efter to håndfulde. Noget vi skal diskutere og uddybe i forhold til omverdenen alt efter, hvilken kostretning, vi nu spiser efter, eller hvis vi ikke spiser efter en. Noget vi også skal dokumentere, (bort)forklare, forsvare, analysere, tage stilling til, planlægge, kontrollere, pynte på, gemme væk og udstille.

Samtidig er mad også noget, vi skal nyde.

Mad er aldrig “bare” mad, og jeg håber, at vi alle kan være mere åbne omkring det. Især når mad bliver kringlet. At vi piller lidt i facaderne. Deler nogle særheder. Viser det uperfekte OG det perfekte. Flår nogle lag beskyttelse af og fortæller hinanden, at det er okay ikke at være i kontrol hele tiden.

Det værste for mig er, når mad kædes sammen med skam. Mine egne hurdler gennemsyres af det.

Jeg kan spise en hel pose Sourcream & Onion chips uden at få kvalme, og ja, jeg skammer mig over det, selvom jeg synes, det er hul i hovedet. Men jeg har lært og lærer stadig, at jeg skal. Skamme mig.

Whole30 – opsamling på uge 1

Bumbum, det har været en sær uge.

Selvom jeg stadig intet mærker til hovedpine, træthed, dårlig hud eller andre former for ubehagelige reaktioner, så mærker jeg til gengæld heller ikke til øget energi eller overskud. Jeg springer bestemt ikke ud af sengen om morgenen. Endnu?

Der, hvor det hele bliver lidt sært, er, at jeg de sidste tre-fire dage har tudet og af og til følt, jeg ikke kunne stoppe igen. Samtidig går jeg hele tiden rundt med en uro/knude i maven, og når jeg tuder, er det virkelig intenst. Tårer, hulken og snot über alles.

Altså, generelt er jeg ret følelsesbetonet, har meget drama indeni, og jeg bliver nemt berørt. Jeg tuder, når andre tuder, jeg tuder, når nogen/jeg skal sige farvel, jeg tuder, når dyr har det dårligt, jeg tuder til film, bøger og nogle gange musik, jeg tuder, når jeg tænker på, at min kat en dag skal dø, jeg tuder over videoer, hvor soldater kommer hjem efter 100 år i krig, og deres Golden Retreiver ser dem for første gang..

…..der er sgu så meget at tude over. Hvilket er pointen – der er som regel en årsag til, jeg tuder.

I går var jeg på nippet til at tude over historien, om den tykke danseglade mand fra England, som først blev hængt ud på de sociale medier, men nu kan se frem til at feste og danse med tusinder af kvinder, mens Pharell og Moby leverer musikken.

Overdrevet sukkerindtag har det med at blive kædet sammen med følelser og overspisning. “Emotional eating”, hvor jeg så ikke helt kan se på årsager og symptomer og udbryde; “det er jo mig”. Men der er helt sikkert følelser forbundet med mine spisevaner. Det diskuteres stadig, om man kan tale om sukkerafhængighed, men jeg tror på, at der er noget i det. Samtidig tror jeg også, at sukker dulmer eller lægger låg på følelser.

Måske er alt det her tuderi en reaktion på, at sukkeret er fjernet fra min hverdag. Måske nyder jeg nu konsekvensen af at have dæmpet eller ignoreret en masse tanker og følelser, som jeg ikke har orket eller haft tid til at tage stilling til. Jeg ved det ikke, men da jeg ikke kan forklare, hvad jeg præcis er ked af (udover alt), mistænker jeg, at manglen på sukker har en finger med i spillet. Eller også er jeg ved at miste forstanden. Under alle omstændigheder håber jeg, at det snart balancerer sig selv ud. En ting er sikkert; følelser kan ikke ignoreres, de skal håndteres. På et eller andet tidspunkt.

Ellers går det meget godt. Lidt mavebøvl, lidt problemer med at spise nok (that’s definitely new!).

Udover vræleriet er min største udfordring faktisk at drikke nok vand. Eller at drikke vand overhovedet. Det har så intet med Whole30 at gøre, da jeg altid har haft det problem. Jeg håbede lidt, at når jeg stoppede med at fx snacke, så ville jeg føle mere tørst. Nope. Jeg skal stadig nærmest tvinge vand ned, og på gode dage når jeg op på lidt over en liter, hvilket er mindst en liter for lidt. Jeg prøver med små missioner på job og hjemme, jeg prøver smarte apps med sjove figurer, jeg prøver at se logisk og ansvarligt på det, men alligevel ender jeg enten med at bælle 1 liter på få minutter (som kroppen overhovedet ikke kan optage), eller også hælder jeg hele glas vand i potteplanterne, når min arbejdsdag slutter.

Vand….er et problem. Og med alle de tårer, bliver der jo nødt til også at komme noget væske ind.

benefits-of-drinking-water

Whole30 – anden runde

Det er marts, og jeg er fem dage inde i min anden runde Whole30. Kort sagt, er Whole30 paleo med lidt flere løftede pegefingre. Pointen er, at du bruger en måned på at skære absolut alt, der minder om crap/junk/forarbejdet væk (plus lidt mere), og på dag 31 skulle du meget gerne have fået et par aha-oplevelser. En del får flere.

I virkeligheden dedikerer jeg kun marts måned til Whole30, så jeg om lidt over tre uger kan poste det her billede på Instagram.

whole30end

Fuck ja! Katte, guns, ild og enhjørninger. In your face!

Man kan sige mange gode og dårlige ting om Whole30. For mig er programmets største force, at du får ryddet op i nogle vaner i forhold til mad, som enten har taget overhånd, eller du bare ikke får gjort noget ved. Whole30 er all in. Man kan også sige mange gode og dårlige ting om all in-metoden kontra den stille og rolige af slagsen. Jeg er tilhænger af begge, fordi de virker, hvis du husker at bruge dem alt efter, hvordan du har det, og hvordan dit liv er indrettet lige nu. Og så ved jeg udmærket godt, at det er populært at smide en lille sviner efter “alt eller intet”, fordi strategien ikke holder på den lange bane. Men for mig er der noget at hente i begge retninger. Skal jeg fx skabe balance i mit junk- og sukkerforbrug, kan jeg ikke bruge de små skridt til noget. Det er all in, fordi sådan er jeg indrettet.

En anden stor force ved Whole30 er, at du “kun” skal fokusere på at spise rigtig mad. Her er ikke noget med at tælle kalorier, jagte den perfekte fordeling af fedt, kulhydrat og protein og veje eller måle, inden du putter noget i munden.

Jamen, for fanden – spis rigtig mad. Det er jo elementært, så hvorfor behøver du et program med fine logoer, bombastiske annonceringer og støttepædagoger verden rundt? Fordi Whole30 er “all in”, og som nævnt reagerer jeg ret godt på at trække en streg i sandet, så længe det er i en afgrænset periode.

Der er videnskab bag, og programmet handler også om, at du fjerner nogle fødevarer, som måske / måske ikke irriterer din krop. Så under Whole30 er du din egen testkanin. Du skal lære din krop bedre at kende og lytte til dens signaler. 90% af tiden har jeg no clue om, hvad min krop siger til mig. Og 10% af tiden lytter jeg med et halvt øre. Sådan “hold nu lige kæft, jeg ser American Horror Story, spiser hindbærsnitter og drikker fire kander kaffe.” Min krop synes helt sikkert, jeg er en nar.

Whole30 kan godt blive lidt religiøst, ligesom så mange andre specifikke kostretninger. Det lukker jeg snildt ned for, og generelt giver jeg ikke meget for “en korrekt måde” at spise på. I stedet giver jeg en hel del for at låne hist og her, finde den sammensætning, som gør din krop glad. Helt basalt: Spis low crap, størstedelen af tiden. There.

Forresten så virker det også. Det der Whole30.

Jeg nævnte helt øverst, at jeg er på femte dagen. Og det går sgu meget godt. Faktisk så godt, at jeg begynder at tro, jeg ikke gør det rigtigt. Der er ingen cravings, ingen carb flu, ingen FML-momenter kl. 05, 16 eller 22. Det tøffer bare. Uden drama. Hvilket undrer mig, da mit high crap-forbrug var through the damn roof for de fem dage siden. Men den carb flu kan jo nå at plante et par lussinger i hovedet på mig endnu.

Til gengæld har jeg allerede mistet den akutte trang til rasere slikskabet fem minutter efter aftensmaden. Og jeg sukker heller ikke af misundelse, når andre taber ansigtet ned i kagefadet. Win!

Guide til en flottere Instagram-krop

Instagram er uden tvivl det sociale medie, jeg bruger mest. Det er hurtig adgang til så mange fantastisk forskellige personligheder, passioner, øjeblikke, talenter og hverdage på verdensplan. Alt indkapslet i et enkelt billede, som du nyder kortvarigt og herefter scroller videre i din dag. Det er umiddelbart tilfredsstillende og befriende uforpligtende. Du behøver ikke at engagere dig udover et “like”. Jeg kan lide det.

Min egen følgerliste er faktisk ikke præget så meget af træning. Jeg kigger med hos en håndfuld trænere og folk, der går op i træning, og der bliver ikke vist meget hud eller flexet mavemuskler. Men vi kender alle debatten. Der bliver flashet for meget hud, i for seksuelle stillinger med for perfekte kroppe, som giver os alle dårlig samvittighed, flosset selvværd eller falske forhåbninger om at kunne opnå noget lignende. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke rigtig kan hidse mig op over det. Og for fanden, tonede kroppe er jo bare et lille hjørne af et overordnet opstillet, sjældent autentisk medie.

Mens vi skærer billeder til, leder efter filtre, leger med lys og vinkler, udvælger det bedste billede blandt 20 skud, så er der gået 10 minutter, 1 time, to dage. Insta-hvad-for-noget? Og fred være med det.

Jeg synes, det er facinerende og lidt skræmmende at læse om, hvad professionelle fitness-modeller skal igennem før en fotosession, så deres krop kan peake og se ripped ud. Udtømning og opfyldning af kulhydratdepoter, dehydrering, superlav fedtprocent, intens træning, diverse underlige tilskud. Dertil kommer naturligvis ekstra hjælpende hænder i form af lyssætning, makeup, perfekte vinkler, posering og retouchering. Vi ved jo alle godt, at ingen ser sådan her ud hver dag, året rundt.

fitcollage

Så er det jo smart, at der også for helt almindelige træningsentusiaster findes små tweaks og tricks, som får kroppen til at stå lige lidt skarpere, end dagsformen kan bære. Mere struttende røv? Mindre lår? Fladere mave? Ingen love handles? Tjek. Det fikser vi med posering, filtre og lys.

Norske Gina Sophie har lavet en hurtig guide til toptunet krop på Instagram. Jeg synes, den er ret morsom, og jeg er overrasket over effekten af de små tilretninger. Min favorit:

pt pose
Billede fra Gina Sophie

Så næste gang du bliver trist og opgivende, mens du og din blegfede krop scroller igennem dagens billeder af folk, der er slankere, mere muskuløse og pænere end dig, så husk på, at du, jeg og alle de andre har for vane og har lært at manipulere virkeligheden.

Anna Bogdanova – last mover

Jeg har fulgt Anna Bogdanova og hendes arbejde i en del år. Jeg læste med på Wonder&Wellness og i I Form. Lurede i hendes træningslog på motion-online.dk. Stiftede bekendtskab med begreber som BioSignature og Z-health. Overvejede træningshold, workshops og forløb – hardCORE, Ketttlebell Body Transformation, BodySchool, 1200(x) – men havde aldrig rigtig råd/prioriterede pengene anderledes.

Jeg siger altid, at det var crossfit, der fik mig til at elske kettlebells og at løfte tunge ting. Men det var Anna (og Jacob Søndergaard), som introducerede mig til ideen om, at man kunne træne effektivt med kettlebells før, jeg reelt svingede med en. Vent, det passer ikke helt – faktisk var det min ven Frank, som først blev bomstærk af de sorte kanonkugler og opfordrede til, at vi alle skulle “GET PAVELIZED”, men det var længe inden, jeg forstod, hvad han mente. Nu er Frank her ikke længere, og ofte, når jeg griber en af mine kettlebells, mærker jeg et lille stik af ærgelse over, at jeg missede chancen for at dele dem med ham.

Men selvom jeg har fulgt Anna tæt gennem årene, selvom jeg har været på workshops, taget en prøvetime, købt hendes bog “Skyhøj Forbrænding”, kigget med i Facebook-grupperne, købt hendes programmer “Balder uden buler” og “21 dage til sprød(ere) silhuet” og efterhånden kender hendes kost- og træningsfilosofier samt strategier indgående, er jeg faktisk stadig ikke rigtig kommet igang. Hvorfor, når jeg nu udmærket ved, hvad jeg skal gøre og hvordan?

Jamen, primært er det min egen fejl, fordi jeg bliver indfanget af eller opsøger det, som gør, at jeg fuldstændig mister lysten til programmerne. Fordi ligemeget hvor godt Anna har fat i den helt lange ende, når vi taler kost- og træning, der henvender sig til kvinder, så er kommunikationen omkring hende simpelthen uoverskuelig, rodet og af og til for….ja, kvindelig.

Problemet er især den primære platform, som programmernes netværk kobles op på. Facebook har alle dage været elendig i forhold til overskuelig debat og vidensdeling, når det foregår i grupperne. Der er ingen funktioner til strukturering og inddeling, som gør grupperne effektive og brugbare. Ofte er det direkte kaos, fordi – ikke kun i Annas tilfælde, men alle grupper, jeg er medlem af – der er hundreder og endda tusinder af mennesker, som forsøger at blive hørt. Forestil dig +500 kvinder dele oplevelser, stille spørgsmål, kræve svar, få svar og forfra i et forum, hvor trådene bare kommer i en lind strøm ned ad siden – uden inddelinger. Det er et scrolling-helvede.

I begyndelsen forsøgte jeg at hænge ved, at deltage. Mest fordi jeg var interesseret i den viden som de fagfolk, der er medlemmer af grupperne, øste gavmildt ud af.  Men det blev et tidskrævende pillearbejde at filtrere det interessante fra i trådene. Samtidig kan jeg bare ikke rumme +500 kvinders op- og nedture, og det blev umuligt at finde rundt i, hvem der var hvem. Især når jeg ikke loggede på dagligt.

Kvinder deler meget, det gør jeg til tider også selv. Case in point – denne blog/dette indlæg. Jeg elsker at lære via andres erfaringer, ligesom jeg elsker at høre om successer og fremgang, men der er sgu altså grænser for, hvor mange tråde, man gider at scrolle forbi af typen: “Åh har ikke/kunne ikke/fordi det og det og det, men NU starter jeg i morgen.”, hvorefter der kommer et 50 mand stort heppekor og råber; “Du kan gøre det/sådan/du er stærk/du er smuk/hjerte“. Jeg aner ikke, hvornår hjerter blev en standard i online kommunikation eller erstatning for “like”, men dæmp det lige, ik’. Omkring Anna strøs der med så mange tilfældige hjerter, at jeg må ryste dem af mig ved at læse noget hurtigt, no bullshit, maskulint a la Dan John, Pavel Tsatsouline eller Geoff Neupert.  Der er akut mangel på mænd i Annas Facebook-grupper.

Efter lancering af det nye program er der gjort mere for at dæmpe støjen via separate grupper til de forskellige niveauer, et helt nyt forum udenfor Facebook og forsøg på at lukke ned for de mange spørgsmål med FAQ’s og ugentlige opsamlinger. Det er okay, men folk er bare ikke særlig disciplinerede i forhold til selv at researche eller fx at læse programmet/bogen indgående, inden de spørger. Resultatet er flere tråde, mere uoverskuelighed og frustration.

Skulle jeg få noget som helst ud af de Facebook-grupper eller forum, kræver det moderatorer, der fører en hård og bestemt hånd. Alt, der mindsker scrolling, skal sættes i værk. Så må folk blive sure; en moderator er til for at rydde op, sætte rammer og hjælpe os, der er træt af støj, med at nå ind til kernen.  Der skal ryddes op. Dagligt. Særligt, hvis den kommende medlemsklub skal køre via Facebook. Mængden af spørgsmål får programmerne til at se mere komplicerede ud, end de rent faktisk er.

Derfor holder jeg mig nu helt væk, og i morgen begynder jeg på min første runde Balder uden Buler. First move for en last mover. Jeg har programmet, det er bare at følge det. Bliver jeg i tvivl om noget, researcher jeg mig selv frem til en løsning, eller gør det, der føles logisk.

Uden støj. Uden heppekor. Uden hjerte.

 

 

 

 

 

Solid vs slap kettlebellteknik

Susanne Viken er en norsk kettlebellatlet, som 1. er seriøst stærk og inspirerende, og 2. du skal følge på Instagram.

For nylig postede hun en ret interessant video, hvor der er rig lejlighed til at sammenligne solid og knap så solid kettlebellteknik. Sammen med en ven, der er nybegynder, viser de clean and jerk med henholdsvis to x 16 og 20 kilo i hænderne. Susanne arbejder med de tungere kugler, skulle der være tvivl om farvekoderne.

Jeg har set den video sådan….okay mange gange nu, og jeg synes, det er fascinerende og lidt af en øjenåbner, hvor effektiv, rytmisk og kompakt korrekt teknik ser ud.

Se, hvordan hun ikke spilder kræfter på unødvendige bevægelser. Se, hvordan hun tager imod vægten i hver gentagelse. Se, hvor konstant hendes rytme er. Se, hvor tæt sammenspillet er mellem vægten og hendes krop. Se, hvor ubesværet hun ser ud, selvom det er tungt. Fokus er på at kopiere den samme effektive bevægelse igen og igen.

Det er smukt.

Jeg identificerer mig i øvrigt fint med videoens højre side. Han laver så heller ikke clean & jerk, men push press. Faktisk er det lige før, han nærmer sig ren press. Godt kæmpet, er det dog.